Sole - det er mig

Mens jeg går rundt på barsel og er nogens mor, nogens kone og til dels lidt min egen, har jeg givet mig selv en opgave, der i al sin enkelthed både egoistisk navlebeskuende og selvfed, men også ret personlig, er et projekt jeg har villet starte længe.

Projektet hedder 'Skriv en blog'

En blog, der ikke behøver eksistere efter endt barsel, men undervejs gerne skulle underholde og give plads til finurlige overvejelser og alternative løsningsmuligheder.

Jeg bor i Silkeborg sammen med Min Stærke Nordjyde i et lille 60'er hus med alt for lidt plads, men med masser af kærlighed. Og Prinsen, der er resultat af den trange plads - og kærligheden selvfølgelig. Han er også bevis på at alt kan lykkedes, da jeg siden teenage-tiden fik beskeden om, at jeg ikke kunne blive gravid. I hvert fald ikke nemt og hurtigt. Derfor stod både Nordjyden og jeg længe og stirrede på 2 røde streger, kun 4 måneder efter sidste p-pille. 8 måneder senere ankom Prinsen, en varm juli nat, og har siden vendt vores verden på hovedet og med vrangen ud og har slynget os rundt i manegen. Og vi halser bagefter det bedste vi har lært, og håber på, at vi lander godt ude på den anden side. For vi lovede hinanden at 'i medgang og modgang' og 'for evigt og altid' skulle vi være sammen. Også med en baby. Og babyer presser alting lige til grænsen - og ofte også lidt længere. Og det kræver kærlighed. Masser og uendeligt meget kærlighed.