Giv mig ro. Nu.

Ser Trinny og Susannah og har forlangt absolut time-out den næste hele time. Kan de forresten bestilles? Kunne ærlig talt fint lige bruge 2 tornadoer til at sige grimme ting om garderobe. Og komme med nye pæne ting. I størrelser der passer.

Tidlig morgenlykke

Har sovet en helt halv time i ske med Prinsen. Det sker ellers aldrig. Heller ikke da han var lillebitte og træt hele tiden. Men da han skreg på flaske kl 6:30 tog jeg alligevel chancen og puttede ham ind under min dyne. Og efter små hvin og prik i øjne, snorkede han med de små arme i fast tag om både mine krøller og fingre. Og jeg turde næsten ikke trække vejret af skræk for at ødelægge det hele. Og jeg ved godt at mødre der har ammet længe og i søvne og nu ikke kan få afkom ud af sengen, ikke helt forstår lykken. Men. Min baby har aldrig villet sove sammen med mig. Og da slet ikke hud-mod-hud. Er ret sikker på at i morges var vores første symbiose-moment i den kategori.

Min onsdag bliver god. Også selvom foråret igen har forladt mig lidt.

Forår

Ahh det dufter af forår. Har gået lang overskudstur med Prinsen, der dog gav op på halvvejen - og har snorket lige siden. Og der i morgendisen langs Langsøen, hvor alt kun eksisterer i grå og grønne nuancer, syntes jeg igen at det her barsel er ok. Og dejligt. Og jeg fik en fornemmelse af, at alt nok skal kunne lade sig gøre. Både de helt vilde drømme, der stadig ledes efter løsning på, og de mere jordnære, hvor løsning er lige til og ligger klar til brug. Faktisk sprudlede jeg af så meget forårsstemning, at jeg undres over hvorfor Baresso ikke havde fundet cafésæt frem til lækrog med solskin. Barista bag disken var dog ikke i helt samme friske stemning, og manglede muligvis også både humor og god hårdag. Men min ice blend var stadig god. Og kold. Men nu er det forår. Punktum.

jeg-går-til-mo-to-rik

Min Lillesøs kan lave test, der fortæller om Prinsen er motorisk alderssvarende. Ved godt at han selv er ret ligeglad. Og bare glad hopper derudaf med med høje hvin og savl alle vegne. Men mit konkurrencegen og jeg syntes det er spændende. Ikke på den frygtelige realiser-mine-drømme-for-mig-mor-måden. Mere på jeg-syntes-du-er-verdens-dygtigste-baby-måden. For jeg kan jo godt se at han er ok langt. Og er overhovedet ikke bekymret for hverken underudvikling eller at han aldrig kommer til at gå. Er måske mere bekymret for interiøret på matriklen, da 8 måneders baby er begyndt at hive sig op af alt. Deriblandt mine strikkede strømpefødder, der oftest resultere i tilbagefald på blerøv med sok i de fedtede babyhænder. Men han er stædig, og lige meget hvor stramme mine jeans er, kan han borer skarpe babyklør i og rejse sig. Og når vi går rundt på bare fødder og fast greb i mine fingre, styrter han skræmmende målbevidst imod alt det jeg har svoret aldrig at fjerne fra gulv, bare fordi der er flyttet baby ind. Shit. Overvejer kraftigt holdningsændring. Og mine store keramik vaser krydser striber for at jeg når det i tide.

Men på torsdag skal vi nippe tapas og teste baby. Og jeg må gerne lokke med både iPad og andet. Bare ikke hænder. Så vi øver. Fra nu af. På den ikke-skingrende-gale-mor-måde. Og Prins Arthur elsker sin Moster Karen. Og han glæder sig til at blive prikket og løftet og vendt og drejet og kastet og rost. Og til at pille i alle fritgående ledninger. Torsdag kan bare komme an.

Tænder igen - igen - igen...

Lørdag formiddag. Nordjyden er kørt af sted for at sælge huse, Prinsen snorker i vognen og jeg sipper kaffe og lytter til kloge mennesker i Mads og Monopolet. Og strikker. Og hyggeblogger.

I aften står den på fantastisk 30 års fødselsdag, og jeg har fundet lækker lækker yndlings kjole frem og overvejer sågar stilletter. Og glæder mig. Til cosmopolitans og godt selskab. Og ammehjerne har husket gave, og muligvis også tjek på nylonstrømper uden huller.
Nordjyden frygter til gengæld alenefar tilværelse hele aftenen med Prins, der stadig har selskab af Den Onde Tandalf. Der ikke lader sig skræmme af hverken salte tåre eller flydende panodil. Brugt hele aften på at vugge grædende baby. Med tårer ned af kinderne. På os begge. Og jeg syntes at det er hårdt 3. uge i træk. Og Prinsen er heller ikke fan. Overhovedet. Og jeg håber at han vil vugge og ae mig med lige så meget tålmodighed og kærlighed, når jeg engang bliver gammel. Så lover jeg til gengæld ikke at rive i hår og prikke i øjne.

Kunsten at forstå et nej

Hørt ude fra køkkenet:

-Nej du må ikke spise orkideen. Det er mors.

-Nej...

-Nej både mor og blomsten bliver ked af det.

-Nej..!

-Ne... Smager den godt?