Nu er jeg klar. Eller hvordan man godt kan mangle tid i en helt almindelig hverdag

...Og træk vejret. Og så er det ikke engang mig der skal giftes. Men har haft så travlt hele ugen, at jeg stadigvæk har løse ender hængende. Og noder der skal findes. Inden i morgen. Hvor dejlige dejlige Camilla Mor skal giftes med Hendes John.
Og selvom Min Stærke Nordjyde har haft tæt og intens mand-til-mand tid med Prinsen hele ugen, så har det underligt nok ikke givet mere tid til at nå noget. Ingenting. Til gengæld har vasketøj overraskende nok ikke lagt sig selv sammen, gulvet har ignoreret at gå i bad og græsset er mere langhåret end Prinsens page. Og når man har Svigermor Kirstens kærlige - men ærlige - ord om at vi burde bo i rækkehus uden have, hængende over hovedet, så kan præstationsangsten godt komme snigende. For ja, det er faktisk hårdt at komme tilbage på arbejde, stadig at have Nordjyde der arbejder meget, stadig gerne ville øve ordentligt, stadig gerne ville have rent tøj, stadig....digt selv videre.
Men jeg har fået tid forærende. Nu. Nordjyden har lagt snorkende Prins i seng og er startet på at tæske opvask. Derfor er alle at-gøre punkter nu streget fra obligatorisk liste. Jeg nåede det. Må solen så gerne være gavmild i morgen. Kjolekrise er nemlig aflyst og hurtig beslutning taget. Og den er ikke klar på kolde vinde. Umuligt at festryge med 50 sek/m stormende i skørterne. Og umuligt at sippe asti fra flaske og kigge på stjerner med Verdens Dejligste Nordjyde, hvis man ryster som 90 årig med Parkinson.

Kom frisk, lørdag. Jeg er klar.

Send mere vin. Nu.

Er træt.
Prinsen er også træt. Det bliver man, når man glemmer at sove ordentligt om natten. Og når Prins Arthur er gået kold inde i tremmeseng, ligger resten af huset i fosterstilling. Først på sofa og senere i dobbeltsengen. Sammen med 3 legomænd og bredere udvalg af tøjdyr. Og når vækkeur prikker til mig kl 5:45 ligger jeg i samme stilling, som er indtaget efter endnu et jegfryser/ingendyne/formegetdyne/be'omvand/minsutervæk/jegervågenudengrund/kanduhellerikkesove/tænderoggummergørnas/kropvågenhovedetsover-kald fra Prinsen. Og det var ok dengang jeg bare var til for ham. Men nu. Nu er det altså hårdt.
Dog ikke mere hårdt end at 3/5 dele af Mødregruppen kunne findes på Gastronomiske på en ganske almindelig hverdagsaften. Med vinmenu und Alles.
Faktisk blev det måske lige lidt mere hårdt efterfølgende. Især omkring kl 3:43 da første vækning fra Prins Arthur tikkede ind. Og lidt hårdere endnu kl 4:23 og 5:12.
Men det virkede som perfekt plan tidligere. Og vi blev i løbet af vinmenu rørende enige om at i måneder med børnepenge, burde vi gøre det til regel at lave MødreLoge lige der. Vi blev også enig i flere vitale emner. F.eks. at man bliver markant bedre mor af regelmæssig fri-fra-børn. At vi igen burde komme i Mødregruppe næste gang (kræver planlægning, bevares). Og at det er ret presserende at medbringe smøger til 1/5 del af gruppens bryllup næste weekend.
Aftenen sluttede i lille sort peugeot med ædrulig chauffør, hvor bagsædet sendte sms'er a la 'du kan godt begynde at smide benklæderne. Jeg er på vej hjem. Og fuld'

I dag sad jeg og betragtede silhuet af dreng med sut og plastik sommerfugl i hånden. Tullende imod mig ude i gangen, stoppede han op i lyskegle fra vinduet, og kiggede på mig. På den helt nærstuderende måde og med spil i de mørke øjne. Og med krøller i rødblonde page. Og med gavmildhed nok til rigtig gerne at ville dele både savl og sut. Og lækker. Og min. Vores.  Og snart er vi vel over det her renderi og vender tilbage til 12-timers-radiotavshed fra tremmeseng. Vi glæder os.