Har jeg gjort indtryk?

Har jeg skrevet noget der har gjort en forskel for dig?
Min blog startede som et fint lille skriveprojekt for mig selv. Og Prinsen. Og vores eget lille univers. Men jeg kan jo se at I er ret mange derude, der følger med. Det gør mig glad på jubel-måden. Og til tider nervøs.
Er der indlæg der har gjort indtryk?

Hvis I har tid og lyst kan I nominerer indlæg ved at trykke på her.
Og nu vil jeg nyde min fri-onsdag.
Med kaffe. Masser af kaffe.

CountDown

Har 1½ dag tilbage af min barsel. Enogenhalv. Shit. Skal nå alt. Incl. læse 2 bøger færdig, færdiggøre virkelig mange DIY projekter, sove, sove, rydde fuldstændigt op, farvesortere håndklæder og sove lidt mere.
Torsdag morgen kl 6:30 starter det der arbejdsliv igen. Og den første der kækt gnækker 'nå, så du er nok tidligt oppe i dag, hva?!', kan jo fint få af vide, at netop torsdag får jeg lov til at sove igennem uden Prinse-tilkaldevagt. Og derfor helt sikkert får lov til at sove ½ time mere en normalt. Hvor blev B-menneske-barnet lige af? Men derfor er jeg allerede træt ved tanken. Det bliver dælme fandeme hårdt.
Og før jeg stak af på barsel, var beskeden at når jeg mødte op igen, skulle det være med adrenalinen PUMPENDE i blodet. (Af entusiasme. Ikke skræk vel at mærke. Meget stor forskel.) Når jeg har citeret lige præcist dén sætning for andre, der lever af ledelse og som er virkelig store forbilleder, har de diskret smilet i skægget. Og jeg ved at det ikke er sætning, der bliver brugt tit hos dem. Nok aldrig, faktisk. Men jeg ved godt, at træthed og generel udbrænding var mit kendetegn inden barsel. Er faktisk svært at eksisterer, når man primært bruger tiden på hhv. at kaste op og indtage Hvidt Brød Med Smør. Derfor ved jeg også at det reelt betød, at jeg skulle tage mig samme og komme tilbage med ny attitude.
Så det gør jeg.
Skal bare lige have virkelig meget kaffe. Og luge ammehjerne væk. For det bliver trods alt rart at komme ud blandt andre mennesker igen. Og så skal jeg i gang med ret nye arbejdsområder. Og måske også blive virkelig god til det. Det gider jeg gerne. Og jeg håber at de også gider mig. Igen.

Skal bare lige have kaffe. Masser af kaffe.

7 hurtige til mig selv

På en skala fra 1 til 11, hvor træt var jeg i morges?
10. Der skal være plads til at avancere med det der muligvis venter mig i nat. Tak til blandt andet tænder og mareridt.

På en skala fra 1 til 11, hvor meget havde jeg lyst til at råbe røv og skride, da Nordjyden fandt giga lorteble kl 6 i body på Prinsen. Og proklamerede at den havde været der ret længe. Konsistensmæssigt at dømme?
11. Og jeg vil helst ikke snakke om det...

Antal kopper kaffe indtaget inden 12?
Opgav at tælle.

Dagens lyspunkt?
1 time med panodil-dopet baby på sofaen. Kunne faktisk både ligge i ske og pludre uden problemer.

På en skala fra 1 til 11, hvor stor er trangen til forbudt chokolade?
11. Og jeg har ædt 3 stykker pt.

Behovet for en kaffedate i morgen med risiko for skrigende Prins som ledsager?
Gigantisk! Living on the Wild side...

Trang til at sniffe Prinsen bagi inden jeg går i seng?
Ingen trang. Men føler dog et vis behov for dobbelttjekning...

Forår

Ahh det dufter af forår. Har gået lang overskudstur med Prinsen, der dog gav op på halvvejen - og har snorket lige siden. Og der i morgendisen langs Langsøen, hvor alt kun eksisterer i grå og grønne nuancer, syntes jeg igen at det her barsel er ok. Og dejligt. Og jeg fik en fornemmelse af, at alt nok skal kunne lade sig gøre. Både de helt vilde drømme, der stadig ledes efter løsning på, og de mere jordnære, hvor løsning er lige til og ligger klar til brug. Faktisk sprudlede jeg af så meget forårsstemning, at jeg undres over hvorfor Baresso ikke havde fundet cafésæt frem til lækrog med solskin. Barista bag disken var dog ikke i helt samme friske stemning, og manglede muligvis også både humor og god hårdag. Men min ice blend var stadig god. Og kold. Men nu er det forår. Punktum.

Ruminering - nyt ord i mit vokabularium

Var til Chris MacDonald foredrag i går. Lærte om ruminering hos både køer og mennesker. Lærte at folk der brokker sig ustandseligt, skal man løbe væk fra. Hurtigt. Og lærte at voksne mennesker behøver 7-8 timers søvn - sammenhængende - for at kunne fungere ordentligt. Det sidste vidste jeg godt. Har hørt ham sige det før. Nu skal Prins Arthur bare forstå konceptet også. Det første med at negative mennesker dræner deres omgivelser, vidste jeg vel egentligt også. Men nu er det genopfrisket og geninstalleret på hukommelsesdrevet. Tjek og tjek.

Faktisk må jeg slet slet ikke klage over søvn her til morgen. Prinsen tog 5½ time i streg og snorkede fra 00:00 til 5:30. Ren luksus.

M for Mor og Modig

Jeg var ret neurotisk som barn. Faktisk vil nogle nok mene at jeg stadig er det. Men i hvert fald så var jeg en af den slags børn, der troede på, at uhyrerne boede under sengen. Eller i underkøjen, hvis vi sov i etager.
Jeg gik aldrig ud i mørke og blev direkte angst, hvis jeg var alene.
Jeg befandt mig kun på den etage, hvor familiens andre medlemmer var. Bevægede mig kun nødigt væk derfra og det var utænkeligt, at jeg gjorde det efter mørkets frembrud. Mørke, ved enhver, tiltrækker jo uhygge. Og monstrene frem under sengen. Og vinduer, hvor man kun kan kigge ind - ikke ud.
Derfor har min Mutti brugt mange timer ventende på, at jeg, angstsvedende, listede trin for trin ned af trappen, lynhurtigt og med indøvet præcision fik fat i helt uundværgelig ting, for at storme hovedkulds opad igen. For én ting var sikkert. Det skulle være virkelig vigtigt for at jeg bare som overvejede at hente noget uden ledsager.

Sådan vil jeg gerne at Prinsen ikke får det. Har nemlig været ret belastende og til tider direkte pinligt ikke at være i stand til at lave ting efter mørket har indtruffet. Så nu skal jeg til at være modig. Bedre sent end aldrig. Det kan jeg godt.
Men det er altså stadig til tider ret angstfremkaldende at sidde i mørk stue med skrigende Prins på armen. Alene. Og modig, selvfølgelig. Men skrig lyder bare anderledes om natten.

Alt har en årsag

Mens jeg går rundt på barsel og er nogens mor, nogens kone og tildels lidt min egen, har jeg givet mig selv en opgave, der i al sin enkelthed både egoistisk navlebeskuende og selvfed, men også ret personlig, er et projekt jeg har villet starte længe.

Projektet hedder 'Skriv en blog'

En blog, der ikke behøver eksistere efter endt barsel, men  undervejs gerne skulle underholde og give plads til finurlige overvejelser og alternative løsningsmuligheder.