Nu er jeg klar. Eller hvordan man godt kan mangle tid i en helt almindelig hverdag

...Og træk vejret. Og så er det ikke engang mig der skal giftes. Men har haft så travlt hele ugen, at jeg stadigvæk har løse ender hængende. Og noder der skal findes. Inden i morgen. Hvor dejlige dejlige Camilla Mor skal giftes med Hendes John.
Og selvom Min Stærke Nordjyde har haft tæt og intens mand-til-mand tid med Prinsen hele ugen, så har det underligt nok ikke givet mere tid til at nå noget. Ingenting. Til gengæld har vasketøj overraskende nok ikke lagt sig selv sammen, gulvet har ignoreret at gå i bad og græsset er mere langhåret end Prinsens page. Og når man har Svigermor Kirstens kærlige - men ærlige - ord om at vi burde bo i rækkehus uden have, hængende over hovedet, så kan præstationsangsten godt komme snigende. For ja, det er faktisk hårdt at komme tilbage på arbejde, stadig at have Nordjyde der arbejder meget, stadig gerne ville øve ordentligt, stadig gerne ville have rent tøj, stadig....digt selv videre.
Men jeg har fået tid forærende. Nu. Nordjyden har lagt snorkende Prins i seng og er startet på at tæske opvask. Derfor er alle at-gøre punkter nu streget fra obligatorisk liste. Jeg nåede det. Må solen så gerne være gavmild i morgen. Kjolekrise er nemlig aflyst og hurtig beslutning taget. Og den er ikke klar på kolde vinde. Umuligt at festryge med 50 sek/m stormende i skørterne. Og umuligt at sippe asti fra flaske og kigge på stjerner med Verdens Dejligste Nordjyde, hvis man ryster som 90 årig med Parkinson.

Kom frisk, lørdag. Jeg er klar.

Har jeg gjort indtryk?

Har jeg skrevet noget der har gjort en forskel for dig?
Min blog startede som et fint lille skriveprojekt for mig selv. Og Prinsen. Og vores eget lille univers. Men jeg kan jo se at I er ret mange derude, der følger med. Det gør mig glad på jubel-måden. Og til tider nervøs.
Er der indlæg der har gjort indtryk?

Hvis I har tid og lyst kan I nominerer indlæg ved at trykke på her.
Og nu vil jeg nyde min fri-onsdag.
Med kaffe. Masser af kaffe.

Kan du sige 'mor'?

Prinsen har kigget mig dybt i øjnene. Og sagt None. Hvilket jo er helt vildt fantastisk. Men også helt vildt skidt.
For han må kalde mig alt i hele verden. Mutti. Mama. Ma'. Alt.
Bare ikke Lone.

Tis.

Forresten. Prinsen går. Over det hele. Og det er virkelig befriende, pludselig efter 5 måneder, at få begge pegefingre fri. Også selvom vi havde mere styr på ham dengang.
Kig ovre på instagram, hvor der findes video som bevismateriale. Vi findes under 'solespoint'.

CountDown

Har 1½ dag tilbage af min barsel. Enogenhalv. Shit. Skal nå alt. Incl. læse 2 bøger færdig, færdiggøre virkelig mange DIY projekter, sove, sove, rydde fuldstændigt op, farvesortere håndklæder og sove lidt mere.
Torsdag morgen kl 6:30 starter det der arbejdsliv igen. Og den første der kækt gnækker 'nå, så du er nok tidligt oppe i dag, hva?!', kan jo fint få af vide, at netop torsdag får jeg lov til at sove igennem uden Prinse-tilkaldevagt. Og derfor helt sikkert får lov til at sove ½ time mere en normalt. Hvor blev B-menneske-barnet lige af? Men derfor er jeg allerede træt ved tanken. Det bliver dælme fandeme hårdt.
Og før jeg stak af på barsel, var beskeden at når jeg mødte op igen, skulle det være med adrenalinen PUMPENDE i blodet. (Af entusiasme. Ikke skræk vel at mærke. Meget stor forskel.) Når jeg har citeret lige præcist dén sætning for andre, der lever af ledelse og som er virkelig store forbilleder, har de diskret smilet i skægget. Og jeg ved at det ikke er sætning, der bliver brugt tit hos dem. Nok aldrig, faktisk. Men jeg ved godt, at træthed og generel udbrænding var mit kendetegn inden barsel. Er faktisk svært at eksisterer, når man primært bruger tiden på hhv. at kaste op og indtage Hvidt Brød Med Smør. Derfor ved jeg også at det reelt betød, at jeg skulle tage mig samme og komme tilbage med ny attitude.
Så det gør jeg.
Skal bare lige have virkelig meget kaffe. Og luge ammehjerne væk. For det bliver trods alt rart at komme ud blandt andre mennesker igen. Og så skal jeg i gang med ret nye arbejdsområder. Og måske også blive virkelig god til det. Det gider jeg gerne. Og jeg håber at de også gider mig. Igen.

Skal bare lige have kaffe. Masser af kaffe.

I'm back!

Hej.

Vi lever endnu.

Og er kommet hjem igen.
Og er trætte.
Og har haft en fantastisk uge.
Prinsen lagde ellers ret fint fra land, da han skreg sig fra Kolding til Hamborg. Og fra Hamborg til Italien. Men derfra steg vores succesrate med så mange point pr time at jeg umuligt kan finde negative vendinger at bruge. Mission '1 årig i telt' gennemført.
Min Papa og Mutti tog morgentjans - hver morgen - og vi har således kunnet sove nogenlunde uforstyrret til kl 7. Prinsen har med 'grrrrr' og armene over hovedet styrtet af sted med Nordjyden i fingrene. Og jagtet lyshåret pige-joggere og teenagere med fodbolde. Han har forholdt sig skeptisk til Italienske Mama'er og slugt den ene kugle is efter den anden. Og kl 20 er han væltet omkuld.
Jeg har drukket flere cocktails i denne ene uge, end jeg har gjort det sidste år. Og jeg fik Strand-dag helt for mig selv, så jeg kunne stege uden at have sandet str 21 dansende hen over maven. Og jeg har fået læst en hel bog. Næsten.
Nordjyden og jeg har haft Kæreste-aften og tilfældigt endt midt i ret stort beach party. Og jeg blev pludselig glad for eget kup på italiensk marked, og passede derfor fint ind i mængden i let og luftig sommerdress. Der var både Mojitos og Cosmopolitans. Og Stærke Nordjyske Arme og masser af kærlighed.
Har haft helt vildt nem og  antistresset ferie med virkelig eksemplarisk Prins. Det tør vi godt igen. Gerne snart. Også i telt.

Nordjyden havde åbenbart ikke helt hørt hvor vi skulle hen. Og regnede derfor med at det var noget med en standard campingplads. Med 2 gynger og en lille pool. Heldigvis vidste jeg bedre. Det er faktisk mellemstor by. Camping-style. Den er lige her, hvis I får lyst.

Nordjyden ledte efter bil, mens jeg ledte efter bagage. Fandt alt.

Bryllup for Vores Amalié og Hendes Simon. Og en lille hvin af glæde over at vi drager til Italien lige om lidt

Er kørt over. Fuldstændig.
Har været til bryllup. I det mest fantastiske vejr og med de mest fantastiske mennesker. Min opgave på selve dagen var - uden så meget pres overhovedet - makeup til Vores Amalié - Bruden. Og jeg ankom til hele fattet og rolig Brud. Der med 'hvad sagde jeg'-blik og nik ud mod sol og blå himmel havde alle nerver og frygt for regnvejr under fuld kontrol. Jamen kan man egentlig blive mere heldig? Sommerbryllup. I DK. Med 25 grader og vindstille. Og indrømmet, jeg havde flere kjolekriser i ugerne op til, da ingen af dem bestod vand - eller vindtæt-testen... Men der var fuld sol-spot da 'Ruby Tuesday' startede og Bruden valsede ned af altantrappen og hen ad rød løber til Hendes Simon.
Men med så meget kærlighed - og fri bar - kan man godt gå ret kold sådan en varm søndag aften. Dagen derpå.

Både Min Mutti og Papa og Lillesøs er i dag taget af sted til henholdsvis Italien og USA. Og i morges skulle alle pakke. På samme tid. Efter at Min Lillesøs og jeg incl. Prins Arthur har boet der siden torsdag. Med virkelig meget bagage.
Og så kan det godt være at Huset i Hørning har virkelig mange kvadratmeter. Men hvis man forestiller sig afrejse-scene fra Alene Hjemme 1, så vil det alligevel give et fint indblik i, hvordan det cirka forgik.

Jeg billedspammer. Igen. Åbenbart ved at blive ret fastgroet vane. Men også lidt til ære for Vores Amalié, der ikke har modtaget mine billeder endnu.

Dagens Orgel - Skanderborg Brass Band

Have-vielse

Brudens tale

Læser info

Har fjernet google+ svar-muligheden. Undskyld, men vi blev aldrig rigtig gode venner. Og det var svært at samarbejde med den. Meget faktisk. Håber I stadig vil lege med i kommentarfeltet alligevel. Jeg sætter pris på hver og en.

Kys

AAMUK. Vi kom. Spillede. Og sejrede?

Vi vandt. Jamen det kom så meget bag på mig, at jeg gik direkte over i falset-skrig og middel-hysterisk jubeldans i stilletterne, da det blev annonceret. Heldigvis var jeg ikke den eneste. Var faktisk helt band.
Har aldrig gået fra scenen med så underlig fornemmelse efter konkurrencekoncert. Og har aldrig været til præmieoverrækkelse med så meget ro og afklaring om, at vi ikke skulle bunde kolde fadøl af pæn pokal denne gang. Derfor var overraskelsesmomentet også det større.

Og om jeg er dårlig taber? Åh ja. Så meget at holdsport ikke er noget, jeg burde beskæftige mig med. Overhovedet. Men når man er født ind i dynastiet og bandet, så har det aldrig været et rigtigt valg. Besvares, jeg har forsøgt. Både som gymnast og konkurrence-rytter. Men altid vendt tilbage.
Hvorfor? Det er jo her alle mine venner er. Det er her min familie er. Her de første lunken slotsøl blev drukket. Og de første fyre blev fundet. Det er her Nordjyden pludselig kom forbi. Og blev.
Det er jo her mit liv er.

Og nu er det søndag. Med tømmermænd, cola og alt for vågen baby. Og åbenbart også sentimentalisme. Håber det er ok. Fik faktisk mere end 3 fadøl i går jo.

Mors Dag - Min Dag. Nu.

Mors Dag.
Min dag.

Er blevet så voksen at jeg i år er nogens mor. Ikke kun datter, der sikrer at sende kærlighed i egen mors retning - er også én, der har afkom. Der sender savlkys og tidlige morgentimer i min retning. Det første er bestemt mest værdsat. Nordjyden sendte fotograf-kursus og wellness efter mig. Ret meget ud-af-boksen-tænkning i forhold til blomster. Elsker ham for det.

Og om jeg har fået styr på det her mor-business?
Altså jeg kronisk angstsveder ikke mere ved tanken større udflugter. Jeg har nogenlunde styr på både lortebleer og hvordan man på under 1 minut pakker barnevogn sammen i alto'en. Jeg har helt styr på håndtering af 10 kg stædighed. Både i flitsbue-mode og mere roligt snorkende. Jeg aner stadig ikke hvorfor mine nætter til tider ligner tortur-forhør med plus på skrig (Prinsens), minus på søvn (os begge) og dobbelt op på sorte rander (alle). Mit morgenalterego Ulla ved hvordan Tassimo'en virker, og har tjek på medusa-krøller og bortløbende kontaktlinser.
Alt i alt vil jeg mene at Kaare Sand ikke længere er ugens frygtede gæst med snap-shot optagelser til De Grumme Mødre.

Faktisk føler jeg mig ret cool i ny mor-rolle.
Og er 'en overraskende god mor', i følge Min Stærke Nordjyde der hviskede til mig kl 2 i nat. Da vi alligevel var oppe...
Og det er fra børn og trætte mænd man skal høre sandheden.

At savne

Min Morfra bliver 84 år i dag.
Til hans 80 års fødselsdag skrev jeg et brev til ham. Da jeg skrev det, vidste jeg ikke at det ville blive sidste gang jeg rigtig kunne fortælle ham noget.
Mit brev lød sådan her:

Søde Morfar.

Jeg kunne ikke finde på en gave, som jeg helt syntes passer til dig, så jeg valgte at skrive et brev til dig i stedet for. Så kan du tage det frem og læse igen og igen.

Egentligt syntes jeg, at håndskrevne breve er mere personlige, men jeg tror du har lettere ved at læse det her, end den kladde jeg først lavede. Den blev lidt rodet.

Jeg vil bare gerne fortælle dig, at du er helt fantastik og at jeg elsker dig.

Det er dig der har lært mig at fiske, at bygge huler i meget høje træer og at cykle uden hænder. Vi har gravet i jorden, gået lange ture i skoven og lyttet på fugle.

Med dig har jeg været på fantastiske eventyre i fjerne lande omme i baghaven, vi har fanget vilde heste og sovet under åben himmel i ørknen.

Sammen har vi sat mormors tålmodighed på prøve, men hun har tilgivet os hver gang.

Og jeg har sat utrolig stor pris på det hele!

Jeg ved godt, at ingen af de andre børnebørn har oplevet det samme med dig, som jeg har, og jeg føler mig sindssyg heldig over at have haft alle de fantastiske timer i dit selskab.

Tillykke med fødselsdagen.

Kærlig hilsen Lone

2 uger senere døde han. Og jeg holdt ham i hånden i dagene inden. Tænk hvis jeg havde glemt at fortælle alt det jeg elskede ved ham.

Min Morfar var - foruden Min Papa - den eneste rigtigt mand i mit liv meget længe.

 

Tak

Så starter tiden igen, hvor vi forsøger at kombinere baby-og-band. Og hvor der skal findes babypassere til søndage den næste måned. Ikke-spillende Bedsteforældre helt tæt på kunne godt ønskes. Heldigvis har vi gode mennesker omkring os, men nogle gange kan jeg godt høre imaginære suk i den anden ende af sms'en når der sendes 'Vil I lege med Arthur' af sted. Muligvis fordi det stadig kommer bag på mig, at det allerede er nu og i weekenden. Ammehjernen eksisterer stadig. Meget.
Og det er heller ikke sådan, at han bliver sendt rundt mellem forskellige ukendte mennesker hele tiden. Ingen grund til at kontakte hverken Kaare Sand eller sociale myndigheder. Og ved at hans dag bliver en lille fest, når han er ude og føjte. Det er mere planlægningen i det, som nager mig. Og fordi det kan være svært præcist at forklare, hvor meget det betyder for os, at andre vil hjælpe.
For det er en kæmpe hjælp. Virkelig.
En af dem Arthur oftest leger med, er Joey. Og de er altså ret lækre sammen.
Tak.

Rigtige mænd i mit hus, tak.

Har snakket jobsøgning og annoncer med Min Stærke Nordjyde. Fordi det er noget han ved noget om. Og har en mening om. Og som han sad der med hænderne foldet bag nakken, godt tilbagelænet og med opsmøget skjorteærmer, blev han lige 30 procent mere klog og mandig og hot og min. Og hvor er jeg heldig at have en partner in crime, der er mand nok til at sige når mine indfald mere er dårlige påfund end geniale ideer. Og i går sad han der og var lækker og slyngede om sig med ord som 'business minded' og 'værdiskabende' og jeg følte mig både belært og klogere bagefter.
Og forelsket.
Jeg er nemt købt når rigtige mænd folder sig ud og viser vigtig viden.
Til forskel fra mænd der spytter om sig med ligegyldig info. Kæmpe turn off.