At savne

Min Morfra bliver 84 år i dag.
Til hans 80 års fødselsdag skrev jeg et brev til ham. Da jeg skrev det, vidste jeg ikke at det ville blive sidste gang jeg rigtig kunne fortælle ham noget.
Mit brev lød sådan her:

Søde Morfar.

Jeg kunne ikke finde på en gave, som jeg helt syntes passer til dig, så jeg valgte at skrive et brev til dig i stedet for. Så kan du tage det frem og læse igen og igen.

Egentligt syntes jeg, at håndskrevne breve er mere personlige, men jeg tror du har lettere ved at læse det her, end den kladde jeg først lavede. Den blev lidt rodet.

Jeg vil bare gerne fortælle dig, at du er helt fantastik og at jeg elsker dig.

Det er dig der har lært mig at fiske, at bygge huler i meget høje træer og at cykle uden hænder. Vi har gravet i jorden, gået lange ture i skoven og lyttet på fugle.

Med dig har jeg været på fantastiske eventyre i fjerne lande omme i baghaven, vi har fanget vilde heste og sovet under åben himmel i ørknen.

Sammen har vi sat mormors tålmodighed på prøve, men hun har tilgivet os hver gang.

Og jeg har sat utrolig stor pris på det hele!

Jeg ved godt, at ingen af de andre børnebørn har oplevet det samme med dig, som jeg har, og jeg føler mig sindssyg heldig over at have haft alle de fantastiske timer i dit selskab.

Tillykke med fødselsdagen.

Kærlig hilsen Lone

2 uger senere døde han. Og jeg holdt ham i hånden i dagene inden. Tænk hvis jeg havde glemt at fortælle alt det jeg elskede ved ham.

Min Morfar var - foruden Min Papa - den eneste rigtigt mand i mit liv meget længe.