Hvordan man kan miste overblik og selvkontrol. Og drømme om fred og ro og kaffe

Er gået i mental black out. Fuldstændig. Efter en uge hvor jeg måtte tage én for familie-holdet og i det bedre sex-livs-tjeneste, havde jeg forstilt mig at resten af ugen blev med ro på. I stedet lagde Nordjyden sig med halsbetændelse og Prinsen fulgte trop med at fiske sig en ordentlig omgang snot. Altså var det pludselig ikke mig det var synd for. Men mig, der havde kommandoen. Med leg på gulvet og løft og indkøb. Derfor er jeg ikke helet endnu. Og som bonus er jeg begyndt at bløde igen. Og det gør faktisk stadig nas. Sådan hele tiden.
Og hvis vi ikke havde fået en fri aften fredag, hvor jeg indleverede Prinsen hos Min Mutti og Papa og først hentede ham igen lørdag, er jeg i tvivl om, hvem af os der havde forlangt skilsmisse først. Måske Prinsen. Men han havde en fest med lortebleer og dimsning med plastikskeer. Imens ondulerede jeg en halv flaske asti og Nordjyden lå på sofaen.

Men på et tidspunkt når man grænser, man ikke aner fandtes. Derfor stod jeg pludselig i entreen og hulkede. Med Prinsen skrigende i vognen og Nordjyden formet som et stort spørgsmålstegn. Mens ekko fra smækket dør og grimme ord fortog sig. Det kan godt være svært at formulere sig både korrekt og sympatisk lige der. Kunne heldigvis ikke sige så meget gennem hulk og tårer. Fik i stedet 2 timers søvn. Og jeg følte mig ovenpå helt ind til kl 22, hvor Prinsen skreg sig igennem den næste time. Med snot og host til alle sider og små skarpe klør.
Og det gør faktisk meget mere ondt at være i minus på kone-point og overskudsmor-skala, end det gør at være i underskud af søvn. Der er jeg ligesom på hjemmebane.

Og lige om lidt tager Min Mutti og Papa og Lillesøs af sted til Lübeck. Og jeg er misundelig på Sole-4-år-måden. For jeg vil gerne med. Uden baby. Men med mig-tid og sammenhængende søvn. Og selvom jeg ikke kan gå vildt langt, så kan jeg indiskutabelt sagtens sidde på pude på idyllisk tysk fortovscafé og sniffe frisk luft og nye input.