Når hverdagen rammer

Når man står sen nattetime og fjerner makeup og opdager, at det er tårer man tværer rundt i mascaraen, har aftenen været lang. Har måske også været hård uge og måned og måske har de sidste 11 måneder også være ret hårde. Sådan en baby tager pusten fra én. Og selvom Prinsen er begyndt at sove godt igennem, så aner man ikke hvilken nat han vægler ikke at gøre det. Og nogle gange bliver babyen byttet ud med uhyre med skarpe klør og spidst tænder og masser af volumen på skrig. De nætter er lange og uventede. Og uvelkomne. Og helt vildt hårde.
Og jeg forsøger at være god mor. Med tid til at dimse på gulvet. Og tørre op efter utallige mislykkedes forsøg på 'at spise selv med ske'. Og det lykkedes ret godt, syntes jeg.
Men i kampen om at være nogens mor på fuld tid 24/7, kan det være svært også at være nogens kone. Og kæreste. Og en lille smule sexy lady. Det er faktisk skide svært at holde dampen oppe sådan en hel dag.
Det er noget jeg arbejder på. Lover at finde holdbar løsning. Når jeg lige er færdig med at indhente et helt års søvnunderskud.

Mors Dag - Min Dag. Nu.

Mors Dag.
Min dag.

Er blevet så voksen at jeg i år er nogens mor. Ikke kun datter, der sikrer at sende kærlighed i egen mors retning - er også én, der har afkom. Der sender savlkys og tidlige morgentimer i min retning. Det første er bestemt mest værdsat. Nordjyden sendte fotograf-kursus og wellness efter mig. Ret meget ud-af-boksen-tænkning i forhold til blomster. Elsker ham for det.

Og om jeg har fået styr på det her mor-business?
Altså jeg kronisk angstsveder ikke mere ved tanken større udflugter. Jeg har nogenlunde styr på både lortebleer og hvordan man på under 1 minut pakker barnevogn sammen i alto'en. Jeg har helt styr på håndtering af 10 kg stædighed. Både i flitsbue-mode og mere roligt snorkende. Jeg aner stadig ikke hvorfor mine nætter til tider ligner tortur-forhør med plus på skrig (Prinsens), minus på søvn (os begge) og dobbelt op på sorte rander (alle). Mit morgenalterego Ulla ved hvordan Tassimo'en virker, og har tjek på medusa-krøller og bortløbende kontaktlinser.
Alt i alt vil jeg mene at Kaare Sand ikke længere er ugens frygtede gæst med snap-shot optagelser til De Grumme Mødre.

Faktisk føler jeg mig ret cool i ny mor-rolle.
Og er 'en overraskende god mor', i følge Min Stærke Nordjyde der hviskede til mig kl 2 i nat. Da vi alligevel var oppe...
Og det er fra børn og trætte mænd man skal høre sandheden.

Man skal være 3 om en baby

Jeg er faktisk i tvivl om, hvordan vi havde klaret natten mellem lørdag og søndag, hvis ikke Min Lillesøs havde været her.
Lørdag middag kick startede Min Stærke Nordjyde 1½ døgns omgangssyge-mareridt. Jesus altså. Og indrømmet. Til at starte med var jeg sikker på, at det var noget, som kun ville gå ud over ham. 6 timer senere sad jeg så med lille Prins, der hverken ville sove eller spise. Men som pludselig sendte kaskade af opkast ud over alt. I store lårfede stråler. Og Min Lillesøs fik ham, i strakt arm, transporteret ud på pusleplads. Og der sad han så. Med tårer i øjnene, smurt fuldstændig ind i orange masse og hiksede og kiggede forskrækket på os. Ærlig talt ikke fair at babyer skal blive så dårlige. Og han pev og ville holdes om. Og jeg ville rigtig gerne give kærlighed - når han liiiige havde fået ny og ren body.

Men så ved man godt hvad der venter.
Lidt efter måtte jeg løbe force majeure mod wc kumme med hoved forrest. Og der var jeg at finde de næste 24 timer. Og så er det altså svært at passe baby samtidig. Især når den skal holdes lodret for ikke at blive kvalt i eget opkast.
Så Min Lillesøs sad det meste af natten med Prinsen savlende ind til sig. Uden at blinke eller med antydning af irritation. Bare ren kærlighed og overskud. Jeg udstyrede hende med bunker af stofbleer og så smed hun mig ellers i seng. Hvilket i praksis betød at jeg nu løb på strækningen seng-wc i stedet for sofa-wc. Og jeg fik hurtigt genopfrisket hvordan de 8 måneder med Prinsen-in-the-making havde været. Og har konkluderet at vi ikke skal overveje en 2'er førend Prinsen er nogenlunde selvkørende. Alt andet er uoverskueligt. Var overhovedet ikke klar til at være nogens mor. Nordjyden blev heldigvis frisk nok til at lave baby-vagtskifte i de tidlige morgentimer, så Min Lillesøs ikke skulle sidde hele natten.
Til gengæld skaffede hun morgenmad, som jeg efterfølgende kastede op igen. Og Nordjyden forsøgte pænt at forklare, at jeg ikke var i stand til at gennemføre stor nytårskoncert om 2 timer. Imens jeg - med hoved i wc-kumme - insisterede på at jeg 'bare lige skulle have lidt tid....' Det skulle jeg også. Sådan rundt regnet 12 timer mere. Og sådan skete det at jeg tilbragte hele søndag i tæt symbiose med wc, i mens Nordjyden passede sløj og pylret Prins og vaskede og vaskede og vaskede tøj, stofbleer, viskestykker og alt anden som ikke undslap berøring med gylp (Prinsens), opkast (Nordjydens, Prinsens, mit) og lortebleer (Prinsens).
Og nu sover Prinsen og jeg sidder i stue, der på 1 døgn har taget forvandling fra almindeligt kaos til uoverskueligt rum med semi-svag lugt af syg og alt alt alt for mange glas, brugte stofbleer, vasketøj, tallerkner med rester og gylpede bodyer.

Hvem ringer man egentligt til, når alt det her skal væk? ISS?

13. December - Baby godkendt

5 måneders tjek på baby er overstået og overlevet. Og jeg var tjekket mor uden gentagelse af sidste gangs kæmpe brøler, og havde husket lun flaske og bestilt tjek på tidspunkt, der ikke kolliderede med meget fast formiddagslur. På mange måder succesfuldt.

Men når lægetjek ender med ordene 'I får virkelig travlt, når han kan komme rundt!' og de er udtalt af virkelig dejlig læge og mor til 3 store knægte og med al den erfaring jeg selv higer efter, er det vel ok at investere i gå-sele? For jeg ved at hun har ret. Og i går rejehoppede Prinsen sig halvvejs igennem stuen, på ryggen og med hovedet først. Kamikazestyle og uden ide om eventuelle forhindringer. Og i dag glemte han næsten vaccinationsstik og smerte, da han fik øje på PC skærm og læges guldringe. Og skulle også lige huske at charme hele venteværelset. Hvorefter han selvfølgelig huskede, at han var såret og plasteret på de tykke lår. Og skulle huske at skrige - med tårer.

Og nu skal Ulla og jeg nyde kaffe fra Tassimo'en og glæde os over at babyer - her i huset- kommer enkeltvis og engang begynder at sove igennem.
Eller er det sidste bare et ondt rygte?



Jeg tog månedsbilleder den 4.12.12.
Men han syntes at det var sjovere at lege med kameraet end at være nuttet foran det.

 

 

 

Fejl man som mor begår tit og ofte

Sidder med en træt Prins, der har været med til alt for meget i dag. Vi lagde ud med babysalmesang. Egentligt for hans skyld. Det skulle jo være så godt, men kunne godt fornemme allerede hjemmefra, at det i dag var mest for min skyld. Men når man nu er meldt til, så er det også ud af fjerene og af sted. Så jeg vækkede sovende baby, hvilket var fejl nummer 1. Aldrig prikke til sovende baby. Han var selvfølgelig sulten og vi var selvfølgelig også lidt sent på den. Åbenbart naturlov nummer 1 herhjemme.
Så jeg udskød mad de 15 minutter det tog at køre til Kirken. Fejl nummer 2. Aldrig sætte sulten baby i bilen.
Fejl nummer 3 og 4 må være at tro, at der var forståelse fra Prinsen side om, at det var i den gode sags tjeneste 'liiige at vente' til vi kom frem. Fejl nummer 5 må være at bruge ord, der ikke var særlig kristelige i våbenhuset, da mad ikke vil op af tasken. Undskyld.
Var til gengæld ret overskudsmor, der gav flaske og sang med, mens de andre babyer lå og salmesang den på bløde røde madrasser. Og grinede kun lidt, da Prinsen afprøvede akustikken ved at sende bøvs af himmelske dimensioner ud i Guds hus. Var også god mor, der, mens de andre dansede, kiggede på lysene i loftet med baby på madrasserne. Ingen stress eller store ambitioner om evner for en 2 måneders Prins. Lysene var også pæne. Og interessante.
Fejl nummer 6: aldrig tro at man kan liste ble af drengebaby, uden at denne benytter lejligheden til at sende stråle med snigeskyttes præcision. Mod mig. Hos lægen. Fejl nummer 6 opvejes dog af at være utrolig omsorgsfuld mor, der ringer til læge og er bekymret over babys vejrtrækning. Og får akut tid hos selvsamme.
Fejl nummer 7 var at tro, at Prinsen ville vise hvilke lyde der bekymre, til lægen. Dog er han nu undersøgt ret grundigt og fik ny tid om 14 dage.

Nu drikker jeg kaffe til lyden af høje snork fra sofaen, og er bange for, at fejl nummer 8 bliver at tro, at jeg kan flytte Prinsen over i barnevogn, sovende, og trille på apoteket. Vi skal have fingre i dråber 'der kan ødelægge store prutter i tarmen og lave dem til små prutter'. Tak til pædagogisk læge. Lugter de så også mindre?

Hvad har I lavet i dag?

Mamaernes Gruppe

Prinsen har i dag ligget i tæt symbiose med Johannes. Og erfaret at andre drengebabyer også kan hive i hår. Og holde fast. Måske meget god erfaring af gøre sig tidligt.

Sådan en mødregruppe er faktisk en ret farlig konstellation. Jeg ved ikke, hvem der fandt på konceptet. Men ærlig talt. At sætte 5 hormonelle førstegangs mødre sammen. Og tilføje skrigende babyer som stressfaktor. Det ser på papiret usædvanligt dumt ud. Alle ved at hunkøn i grupper - endda uden hormoner - er lidt af en satsning.
Men for en gang skyld fejler teorien. For i praksis virker det upåklageligt. Og heldigvis er min gruppe ret fredelig. Og rar. Og hyggelig. Med masser af kaffe og kærlighed. Kan man forlange mere?

Mandag

Så gik Prinsen kold! Godt nok på maven og derfor både vældig farligt og vældig forkert i følge Sundhedsstyrelsen. Men bæstet har været vågen siden kl 6 i morges. Så jeg tager chancen og snupper en kop mokka. Stærk med rigeligt mælk. Vigtigt.

Har haft besøg af Jeanette-mor og William i dag. Sådan en stor baby på 6 måneder. Der kan holde hovedet selv. Og sidde. Og give de skeløjede ugler sådan en omgang, at de nok ikke bliver sig selv lige foreløbigt. Kan godt se at Prinsen har et stykke vej endnu. Til gengæld kan han få fat i ting. Og holde fast. Også i Williams hår. Babyer har også humor.
Jeanettes besøg er bevis på at det aldrig er for sent at genoptage gamle venskaber. Også selvom de måske blev afsluttet lidt bittert og forkert.
Jeg elsker at facebook fortalte mig, at hendes kæreste var blevet far. Og at jeg turde skrive tillykke med fare for at det ikke var hende, der var blevet mor. Det var det. Heldigvis.
Det var Jeanette jeg sad hos hele dagen inden vandet gik samme aften og kaffede og kagede den. Og vi var enige om, at jeg bestemt lignede én der var mere end klar til at føde. Iført 25 plus kilo, blomstrede haremsbukser og klipklappere. Med 1 måned til termin. Jeg var SÅ klar.

Nu skal Jeanette bare på facebook. Det er imod hendes principper, da mediet jo kun er til for at snage i andres liv. Præcist derfor syntes jeg, at hun skal joine klubben. Vi ses nemlig for sjældent i virkelig live. Så er cyberspace jo så belejligt og nemt.
Det kan også være at hun mere er en Instagram-pige? I så fald skal hun anskaffe  iPhone. Den bliver hun også glad for. Der er jeg forresten også @solespoint.

Jeg er nogens mor

Sad med Prins Arthur i nat. Bæstet havde vendt rangen ud på sig selv i et vræl, der kunne vække samtlige hørehæmmede pensionister på vejen. Sad og rokkede frem og tilbage som senilt gammelt spøgelse i mørket og messede selvopfundet 'sov nu'-sang og følte mig meget lidt børnevenlig. Vrælet var åbenbart straffen for at have medbragt 30 dage gammel baby på strøgtur og derfor havde skubbet måltid en halv time... Denne vovede satsning bragte ham så meget ud af synk, at han foretog forvandligen 'nem baby' til 'baby med vildt og anklagende blik i øjnene'. Den nyforvandlede baby spiste hele tiden af skræk for igen at blive sultet af ansvarsløs mor, og blev utilregnelig, når der ikke var mavekapacitet til nye, store mængder mælk non-stop. Efter sådan en dag ved man, at natten bliver en af den slags fester, man egentlig ikke har lyst til at deltage i, men hvor man alligevel pludselig befinder sig syngende og dansende og vældig meget som deltager.

Og mens jeg sad der og forsøgte at stirre Prinsen i søvn, gik det op for mig. Jeg er nogens mor. Jeg er også nogens kone - men ikke mere end at der nu ligger 3,5 kg stædig og håndgribelig kærlighed i mellem os. Og selv, når den ikke ligger der fysisk, kan jeg akkurat nå at ligge mig til rette i varme og stærke arme, førend at der er tilkaldevagt og akut nødopkald fra liften.
Jeg ved nu, at antallet af tsk NestCafé i koppen er proportionelt stigende med manglende timers sammenhængende søvn, og at man ikke nødvendigvis bemærker, når gylp løber ned af ryggen...
Men det er ok. Vi har jo valgt ham. Og jeg håber ikke, at han fortryder, at han valgte os.

Jeg er jo nogens mor.