Tænder igen - igen - igen...

Lørdag formiddag. Nordjyden er kørt af sted for at sælge huse, Prinsen snorker i vognen og jeg sipper kaffe og lytter til kloge mennesker i Mads og Monopolet. Og strikker. Og hyggeblogger.

I aften står den på fantastisk 30 års fødselsdag, og jeg har fundet lækker lækker yndlings kjole frem og overvejer sågar stilletter. Og glæder mig. Til cosmopolitans og godt selskab. Og ammehjerne har husket gave, og muligvis også tjek på nylonstrømper uden huller.
Nordjyden frygter til gengæld alenefar tilværelse hele aftenen med Prins, der stadig har selskab af Den Onde Tandalf. Der ikke lader sig skræmme af hverken salte tåre eller flydende panodil. Brugt hele aften på at vugge grædende baby. Med tårer ned af kinderne. På os begge. Og jeg syntes at det er hårdt 3. uge i træk. Og Prinsen er heller ikke fan. Overhovedet. Og jeg håber at han vil vugge og ae mig med lige så meget tålmodighed og kærlighed, når jeg engang bliver gammel. Så lover jeg til gengæld ikke at rive i hår og prikke i øjne.

Stop så, sagde den trætte mor - med bidemærker

Ok, Tandalf. Så må du gerne skride hen til en anden baby lidt. Vi behøver virkelig ikke flere tænder foreløbigt. Er faktisk helt fint med alle her i huset, hvis Prinsen ikke har fuldt tandsæt inden han fylder 1 år. Gør det også både besværligt og farligt, at han er i stand til at bide grøntsagsstave over i uforsvarligt store stykker i forhold til svælg-størrelse.

Tænder - igen

Denne fine blå node-ske fra Musica-stellet fungerer virkelig dårligt som dens tiltænkte funktion - ske. Men som tyggegnavesavl-skovl brillerer den. Og var absolutte sidste mulighed jeg havde for at beskæftige Prins Arthur længe nok til at jeg kunne styrte ud til brødrister. Og riste 2 forbudte hvide boller. Nåede præcis at lukke køleskab inden skrig og alarmkald startede igen. Så mig løbende af sted balancerende med lun frokost og kold cola tilbage igen. Fik allernådigst lov til at spise i fred, siddende i skrædderstilling på gulvet med Prinsen på skødet. Igen med blå ske i de små fedtede hænder. Og fægtende arme.

Det er hårdt at være baby her i huset. Især når man vælger kun at sove meget kort middagslur og derfor er vågen igen kl 10. Og ikke kl 11 eller 12. Er faktisk også ret svært at være nogens mor. Og endnu svære at få kaffeniveauet banket i top. Og når man er mor-pylret baby der samtidig konstant får nye tænder, er livet hårdt. Og så må man gerne få både frugtyoghurt og køle-mariehøne serveret. Især hvis jeg så må tisse alene.

Hår

Prins Arthur har ædt halvdelen af min knold. Ærlig talt svært at fiske så mange hår ud af gabet på 7 måneders baby med tænder og fedtede fingre...

En hymne til Mariehønen

Køle Mariehøne, du er min bedste ven.

Tak fordi du altid er kølig og klar. Og fordi du tålmodigt finder dig i både små skarpe tænder og spandevis af savl.
Må du altid være glad for at bo på din tallerken på køleskabshylden. Og må min mor altid sikre, at du er fnugfri, når jeg taber dig på gulvet.

Kærligst Arthur

Nemesis Vol. 2.0

Ok, Nemesis! For sidste gang. Fra nu af lover jeg at undlade følgende sætninger højt:
'Hos os gør vi bare...'
'Han sov igennem...'
'Vores baby skriger bare SÅ sjældent...'

Nåede lige at nævne for De Andre Mødre, at  Prinsen sov igennem. da der kom tand. Så kom endelig bare med flere... Og når han skal puttes, ligger vi ham bare ind i seng. Nemt nemt...
Burde modtage Tapperhedsmedalje i kategorien 'At udfordre skæbnen' eller 'Ingen andre har før vovet at være så naiv'.

Tilbragte hele aftenen med søvnfornægtende baby, der ved 21-tiden tilføjede periodiske skrig som indslag til fællesskabet. Og lige meget hvor lun flasken blev, og lige meget hvor tæt vi sad med ham, var alt forkert. Og han skreg. Og der gik et par timer inden de trætte forældre fandt lille fin tand ved siden af den første. Faktisk var det først på den forkerte side af midnat, Nordjyden fandt årsagen til natteroderiet.
Han havde første vagt. Indtil kl. 3 var skrigende baby hans. Derefter var Prinsen all mine. Skrigende babyer kræver arbejde i skiftehold.

Så når nogle igen spørger, hvordan det med tænder er, tør jeg aldrig(!) igen sige, 'han sov igennem de 2 nætter op til den første'. Heller ikke selv om jeg taler sandt. Uden at smile eller virke glad på overskudsmor-måden.
Fra nu at kommer kun ord som 'frygteligt', 'ingen søvn' og 'skrig hele natten' frem, når tand-emnet berøres.

 

Vi har leget lidt med tandbørsten. Forstår godt hans skepsis, den både stikker og smager mærkeligt.