CountDown

Har 1½ dag tilbage af min barsel. Enogenhalv. Shit. Skal nå alt. Incl. læse 2 bøger færdig, færdiggøre virkelig mange DIY projekter, sove, sove, rydde fuldstændigt op, farvesortere håndklæder og sove lidt mere.
Torsdag morgen kl 6:30 starter det der arbejdsliv igen. Og den første der kækt gnækker 'nå, så du er nok tidligt oppe i dag, hva?!', kan jo fint få af vide, at netop torsdag får jeg lov til at sove igennem uden Prinse-tilkaldevagt. Og derfor helt sikkert får lov til at sove ½ time mere en normalt. Hvor blev B-menneske-barnet lige af? Men derfor er jeg allerede træt ved tanken. Det bliver dælme fandeme hårdt.
Og før jeg stak af på barsel, var beskeden at når jeg mødte op igen, skulle det være med adrenalinen PUMPENDE i blodet. (Af entusiasme. Ikke skræk vel at mærke. Meget stor forskel.) Når jeg har citeret lige præcist dén sætning for andre, der lever af ledelse og som er virkelig store forbilleder, har de diskret smilet i skægget. Og jeg ved at det ikke er sætning, der bliver brugt tit hos dem. Nok aldrig, faktisk. Men jeg ved godt, at træthed og generel udbrænding var mit kendetegn inden barsel. Er faktisk svært at eksisterer, når man primært bruger tiden på hhv. at kaste op og indtage Hvidt Brød Med Smør. Derfor ved jeg også at det reelt betød, at jeg skulle tage mig samme og komme tilbage med ny attitude.
Så det gør jeg.
Skal bare lige have virkelig meget kaffe. Og luge ammehjerne væk. For det bliver trods alt rart at komme ud blandt andre mennesker igen. Og så skal jeg i gang med ret nye arbejdsområder. Og måske også blive virkelig god til det. Det gider jeg gerne. Og jeg håber at de også gider mig. Igen.

Skal bare lige have kaffe. Masser af kaffe.

Græs til hele familien

Har fået mandeinfluenza. Af Prinsen. Der igen har fået den i dagplejen.
Ikke at det har forhindret mig i at sippe ½ flaske hvidvin, hvilket udgjorde fint selskab til de kodimagnyler jeg har slugt. Er nu derfor også ret ristet og meget klar til at kravle i seng.
I morgen er der 'familie på græs' på Himmelbjerget. Med picnic und alles. Har pakket vattæppe med banangylp (hvem er det der glemmer at vaske den slags?) og rigeligt med Marie-Kiks. Og bander højlydt over at termoflaske lige nu overnatter hos Min Lillesøs, der sveder over Bachelor-forsvar og derfor ikke skal græsse med os andre. Og som derfor nu indirekte er skyld i, at jeg ikke kan få varm kaffe hele dagen i morgen. Næsten ubærligt. Forstiller mig dog at Min Papa medbringer nok til 2. Nægter at tro at han klarer en hel dag uden. Ellers har han i hvert fald researchet sig frem til mulige steder med udskænkning af skoldhed stort sort kaffe. Det er mit sidste håb. Ved at Prinsens flasker ikke kan holde på varme væsker. Efter utallige uheld med lækager i pæn lædertaske, fordi man ville være smart og have præ-varmet den hjemmefra til ventetid hos lægen.

Ses på den anden side.

Kunsten at undgå fedtede babyfingre

Har været snedig i dag. Og muligvis også udspekuleret. Men Prinsen har de sidste mange gange, hvor jeg har lavet kaffe-dates, været meget vågen baby når vi ramte caféen. Og det giver klart anden, lidt mere hektisk kaffe, end hvis han snorkede ude i vognen. Men. I dag kørte jeg de 3 km ind til café. Og læssede ham i vogn. Har derfor ikke spildt 30 dyrebare minutter af hans lur på transport, og vænnet ham til kørende sovested. Og det virkede. Prins Arthur snorkede sig igennem både café latte, sniksnak, nye og høje lyde og - vigtigt - en hel halv times effektiv shopping til mig.

Resten af dagen har vi brugt på lege fang-mor. Morsygen har ramt. Hårdt. Er er faktisk lidt kvælende. Hvis jeg placerer babyrøven i den ene ende af stuen, kan jeg præcis lige nå at tisse for åben dør, inden han har rumpet sig vej gennem stue og gang og hen til mine meget eftertragtede bukseben. Hele vejen med høje glædeshyl afbrudt at 2 gange irriterede grynt over dørkarme, der bryder ellers meget glat og lige gulv.

Tror også det er derfor jeg sidder med ret stresset klump i maven. Selvom bæstet pt sover. For det er absolut umuligt at foretage sig noget fornuftigt med 10 kg hurtigt-rumpende baby i hælene. Hele tiden. Og jeg er bagud med alt.

Halvårskrise - må man gerne have det? Bare lidt?

Har halvårskrise med Prins Arthur. Eller - Prinsen har ikke. Overhovedet. Han har en fest. Og ved heller ikke om krise er betegnelse man må bruge. Men jeg har det. Krise. Big time. På Kravler-på-væggene-måde. Og når trængen til at skrige - bare lidt - ned i pude bliver for overvældende, må der opsøges mere tempofyldte og spændingsmættede hverdagssituationer. I hvert fald for en enkelt dag eller tre.Heldigvis er både jeg og Prinsen ret nemme at imponere.

Så havde arrangeret date med Min Papa. Og han var ikke sen til at foreslå tur til Aarhus, der involverede både sandwich, kaffe og strøgtur. Havde svært ved at tørre smil af træt ansigt. Semi-urban-input er tiltrængt. Meget. Og jeg savner byen. Meget. Og savner Sigfreds kaffe. Og de savner helt sikkert også mindst 30 procent af deres omsætning...


Prinsen stor-charmede og dimsede med både teske og sugerør. Og savlede af glæde over lys i loftet og farver på gulvet. Og undlod at gylpe og lave lorteble. Og vi fik skoldhed kaffe. Og en morfar fik jublende babykærlighed, mens træt mor fik trukket vejret.

Den tøede op. Men det tog tid. Heldigvis er sådan en Alto både stabil og startsikker. Selv under 20 cm sne.

Nemesis Vol. 2.0

Ok, Nemesis! For sidste gang. Fra nu af lover jeg at undlade følgende sætninger højt:
'Hos os gør vi bare...'
'Han sov igennem...'
'Vores baby skriger bare SÅ sjældent...'

Nåede lige at nævne for De Andre Mødre, at  Prinsen sov igennem. da der kom tand. Så kom endelig bare med flere... Og når han skal puttes, ligger vi ham bare ind i seng. Nemt nemt...
Burde modtage Tapperhedsmedalje i kategorien 'At udfordre skæbnen' eller 'Ingen andre har før vovet at være så naiv'.

Tilbragte hele aftenen med søvnfornægtende baby, der ved 21-tiden tilføjede periodiske skrig som indslag til fællesskabet. Og lige meget hvor lun flasken blev, og lige meget hvor tæt vi sad med ham, var alt forkert. Og han skreg. Og der gik et par timer inden de trætte forældre fandt lille fin tand ved siden af den første. Faktisk var det først på den forkerte side af midnat, Nordjyden fandt årsagen til natteroderiet.
Han havde første vagt. Indtil kl. 3 var skrigende baby hans. Derefter var Prinsen all mine. Skrigende babyer kræver arbejde i skiftehold.

Så når nogle igen spørger, hvordan det med tænder er, tør jeg aldrig(!) igen sige, 'han sov igennem de 2 nætter op til den første'. Heller ikke selv om jeg taler sandt. Uden at smile eller virke glad på overskudsmor-måden.
Fra nu at kommer kun ord som 'frygteligt', 'ingen søvn' og 'skrig hele natten' frem, når tand-emnet berøres.

 

Vi har leget lidt med tandbørsten. Forstår godt hans skepsis, den både stikker og smager mærkeligt.

Træt 3.0

Har ramt muren. Træthedsmuren. Søvnunderskud fra søndag er endnu ikke indhentet. Trods ambitiøst kaffeindtag.
Så det var Ulla der puttede meget træt Prins i aftes. Det var indiskutabelt Ulla der stod op i nat og serverede lun flaske for skrigende baby. Og det var bestemt også Ulla der stod op i morges.

Om lidt kommer 50 procent af mødregruppen. Vi hækler. Så old-school er vi nemlig. Og jeg regner med at Ulla trisser rundt ude i køkkenet og rydder op imens (muligvis iført fesne tøfler, Medusa-lignende krøller og fiktiv smøg i mundvigen). Så vil jeg hækle en makker til den lille mini-grydelap, der ligger lidt ensomt og venter.

Vi øver 'ae ae'-koncept. Går skidt. Bliver nærmere 'kradse rive'. Men Nordjyden er tålmodig og hårdfør. Begge dele er vigtigt, når baby-med-skarbe-negle sidder fast i skægget.

Træt 2.0

Arghh. Vidste godt at Prinsen har haft en blandet weekend, og derfor måske ville skeje en anelse ud her i nat. Men altså. Var oppe hver 2. time. Og var vågen resten af tiden. Christ. Sendte Ulla ud med barnevogn for at lufte og finde ny og frostklar energi. Har faket den friske energi med dampende varm kaffe. Det tæller også på en mandag. Men morgenluften virkede. Er faktisk ok klar nu. Og har sat en vask over. Emmer af overskud - og kaffeånde.

Prins Arthur har været passet. Både lørdag og søndag. Ikke om natten dog. Ingen vil passe natteravns-baby på det tidspunkt. Forstår dem godt. Heldigvis kender vi kun gode mennesker til babypasning. Så det har klart været hårdest for hans mor. Mig. Har siddet apatisk og meget tæt med lille varm krop, mens tårer har trillet ned af kinderne begge aftner. Har haft brug for 'hud mod hud' og næsten ønsket at der ville komme en lorte-ble. Prinsen har til gengæld haft en fest begge dage med masser af kærlighed. Og tid. Og ro og regelmæssighed. Og hans forældre har kunnet koncentrere sig om noder.

 

I dag blev også officielt dagen, hvor vinterjakken vågnede fra sommerhi. Har stædigt holdt fast i, at vinter først kommer om laaaang tid. Jeg tabte. Vinter er her nu. Og jeg hader at fryse. Og elsker min frakke. Ulla var også glad for den.

 



Årets Baby

Jeg vil gerne nominere Prins Arthur til 'Årets CaféBaby'. Med fare for at Nemesis kommer styrtende tilbage og fester, så vil jeg helt neutralt og lige så stille juble over, at Prinsen igen igen klarede et cafebesøg til absolut topkarakter. Først 1 time i voksi-fængslet i kareten og derefter i armene på cafe latte-drikkende mor. Vi er et godt team.

Muligvis har Prinsen i meget tidlig alder (måske er det endda medfødt) udviklet evnen til at lukke helt af i situationer med kvinder, café og small talk samtaler. I hvert fald lød sultskriget i babyalarmen, men blev akut afblæst da han kom ind i på caféen. Har sjældent se baby fald så hurtigt i søvn igen. Med snorkelyd. Han overvejede først mad igen, da vi ramte indkørslen. Her skal han også have min dybeste taknemmelighed for først at aflevere ble, der kunne nomineres til 'Årets Ble', i kategorien 'Fra Top til Tå', efter hjemkomsten.

Mamaernes Gruppe

Prinsen har i dag ligget i tæt symbiose med Johannes. Og erfaret at andre drengebabyer også kan hive i hår. Og holde fast. Måske meget god erfaring af gøre sig tidligt.

Sådan en mødregruppe er faktisk en ret farlig konstellation. Jeg ved ikke, hvem der fandt på konceptet. Men ærlig talt. At sætte 5 hormonelle førstegangs mødre sammen. Og tilføje skrigende babyer som stressfaktor. Det ser på papiret usædvanligt dumt ud. Alle ved at hunkøn i grupper - endda uden hormoner - er lidt af en satsning.
Men for en gang skyld fejler teorien. For i praksis virker det upåklageligt. Og heldigvis er min gruppe ret fredelig. Og rar. Og hyggelig. Med masser af kaffe og kærlighed. Kan man forlange mere?

Sommerlørdag

Så kom sommeren. I hvert fald for i dag. Vi skal til familietræf.
Prinsen skal charme og vi skal mingle og sniksnakke. Det bliver kærligt og hyggeligt. Men - ja - meningen er jo nok ikke at jeg skal ankomme nøgen. Og her opstår dagens dilemma. Uoverskueligt lige pt. Som Monopolet ikke kan behandle, da der er OL. For Søren! Har været igennem samtlige beklædningsgenstande i garderobeværelset. Og prøvet dem. Og opgivet. Og forsøgt at smile da Min Stærke Nordjyde prøvede med 'men det er jo bare fordi dine bryster er vokset...' Mens vi begge godt kunne se, at det ikke var derfor mine busker ikke kunne lynes. 8 måneder på skånekost bestående af hvid brød med smør hævner sig. Nu. Krop til størrelse 34 mangles. Og Savnes. Må have kaffe for at komme videre. Sort, stærk og skoldhed.

Stjerneform

Jeg bliver altid helt glad indvendigt, når andre også glædes over de lidt aparte aspekter.
I går havde Prinsen og jeg besøg af Yndlings Marie, der var hjemvendt fra Serbien efter seriøse studier i alt for lang tid. Vi er jo umenneskeligt bagud i både brunch- og forbudt impuls-shopping-i-alt-for-dyre-butikker-aftaler (HVEM er det, der oprigtigt har råd til at købe noget i de butikker?!). Men bedst som vi sidder der, fordybet i kaffekageorgie og udvekslende meninger om tunge emner omhandlende 'sæsonens neglelak', 'vi-skal-bare-være-tynde-psykose' og lidt lettere emner som 'pligtnummer til DM' og 'gruppeprøver', stritter babyboy ud til alle sider.
Herefter kommer kommentaren fra Yndlings Marie :'Se! Han bliver stjerneformet!'.
Indtil da havde jeg selv brugt betegnelsen 'DaVinci-form', men det er jo åbenlyst, at han faktisk mere korrekt bliver stjerneformet, hver gang han laver den manøvre. Og det gør han tit. Vist mest fordi han bliver forskrækket (og noget med lidt fjollet refleks). Men sjovt, det ser det altså ud. Og det er vi nu to der syntes!
Desværre hjælper det ikke på henholdsvis post-gravidform og post-udlandsopholdsform, så vi må i gang. I morgen. Eller i hvertfald i næste uge...

Dagens optur: MARIE!
Dagens nedtur: Gælder det danske sommervejr stadig?

Det her postkort bor i vores soveværelse, fundet på et marked for land tid siden.
Jeg ser det hver morgen og det er da svært ikke at blive i bare lidt godt morgenhumør af.