CountDown

Har 1½ dag tilbage af min barsel. Enogenhalv. Shit. Skal nå alt. Incl. læse 2 bøger færdig, færdiggøre virkelig mange DIY projekter, sove, sove, rydde fuldstændigt op, farvesortere håndklæder og sove lidt mere.
Torsdag morgen kl 6:30 starter det der arbejdsliv igen. Og den første der kækt gnækker 'nå, så du er nok tidligt oppe i dag, hva?!', kan jo fint få af vide, at netop torsdag får jeg lov til at sove igennem uden Prinse-tilkaldevagt. Og derfor helt sikkert får lov til at sove ½ time mere en normalt. Hvor blev B-menneske-barnet lige af? Men derfor er jeg allerede træt ved tanken. Det bliver dælme fandeme hårdt.
Og før jeg stak af på barsel, var beskeden at når jeg mødte op igen, skulle det være med adrenalinen PUMPENDE i blodet. (Af entusiasme. Ikke skræk vel at mærke. Meget stor forskel.) Når jeg har citeret lige præcist dén sætning for andre, der lever af ledelse og som er virkelig store forbilleder, har de diskret smilet i skægget. Og jeg ved at det ikke er sætning, der bliver brugt tit hos dem. Nok aldrig, faktisk. Men jeg ved godt, at træthed og generel udbrænding var mit kendetegn inden barsel. Er faktisk svært at eksisterer, når man primært bruger tiden på hhv. at kaste op og indtage Hvidt Brød Med Smør. Derfor ved jeg også at det reelt betød, at jeg skulle tage mig samme og komme tilbage med ny attitude.
Så det gør jeg.
Skal bare lige have virkelig meget kaffe. Og luge ammehjerne væk. For det bliver trods alt rart at komme ud blandt andre mennesker igen. Og så skal jeg i gang med ret nye arbejdsområder. Og måske også blive virkelig god til det. Det gider jeg gerne. Og jeg håber at de også gider mig. Igen.

Skal bare lige have kaffe. Masser af kaffe.