Send mindre hoste og mere søvn. I nævnte rækkefølge

Er i undtagelsestilstand. Hele kroppen. Alles.

Prinsen hoster nu på 3. døgn med pibende vejrtrækning og små bange øjne. Han er også træt. Og jeg syntes ærlig talt ikke at det er fair, at så små mennesker skal igennem sådan en tur. Og det sker oftere end vi bryder os om. Nordjyden og jeg har ligget og lyttet på alt for besværet vejrtrækning. Og har virkelig mange gange måtte løfte 10 kg træt træt træt baby op. Og ae og love at det hele er ok (løgn) og at han ikke ska være bange (det er kun os der må være det). Vi har ventet på Vagtlæge i helt mørke og sene nattetimer, og han har puttet sig helt tæt ind til stærke nordjyske skuldrer. Vi savner vinter med de frostklare morgentimer, hvor han kunne puttes i voksi og få kølet hele systemet ned.
I stedet serveres der lumre, søvnløse nætter. Med Prinsen der kalder på No-Ne og en mor der ønsker sig tilbage på barsel. Og mulighed for at indhente søvn.
Heldigvis kunne Nordjyden arbejde hjemmefra indtil jeg fik fri.
Vi er et godt team.

Så da Morgen-alterego Ulla stirrede tilbage på mig i spejlet i morges, kunne jeg knap se ud af øjnene. Uholdbart når man skal cykle gennem det halve Silkeborg kl 6:00. På damecykel med halvflade dæk og flet cykelkurv med visne plastikblomster.

Godt offentlig kaffe er så stærkt.