Mor

Nogle gange kan man godt savne sin mor. Meget. Sidst jeg savnede min mor virkelig meget var d.4.7, da jeg lå med lillebitte nyt menneske på maven, der forskrækket blinkede til mig. Og jeg vidste at hun først kunne se ham om 16 dage. Det var tydeligvis kun mig, der havde troet på egne trusler om at føde før tid. Så min Mutti og Papa var rejst til Italien. Der sad de så den onsdag morgen. Og jeg lå i Viborg med et nyt liv på maven. Og det var ikke sådan jeg havde forstilt mig, det skulle være.
Så kan mobil, Skype, sms, brevduer og andre tænkelige kommunikationsformer ikke kompenserer for mor-datter øjenkontakt. Den kom heldigvis - og selvfølgelig - 16 dage senere. Og ingen af os har taget mærkbart skade af adskillelsen.

I aftes var jeg til Asti-Aften hos Min Marie og Hotte Christine. Med rigeligt af asti. Og god mad. På den italienske måde. Det kan Min Marie nemlig sagtens finde ud af.
Da jeg kom hjem havde Arthur holde fest på sofaen i 5 timer. Uden stop. Og Nordjyden var ret træt. Havde forsøgt at overtale stædig baby til at sove op til flere gange. Uden held. Men med masser af smil og høje hvin.
Det tog mig efterfølgende 15 minutter, en lun flaske og en ret god asti-brandert. Mor - savn kan åbenbart opstå i alle aldre og på alle tidspunkter.