Jeg var i 7. uge da flyet lettede fra Kastrup. Ugen forinden havde jeg stået med rystende hænder og stirret mig helt skeløjet på røde streger. Og været til aftenmøde, uden at kunne tænke 2 sammenhængende tanker. Og i hvert fald ikke bidrage til hverken løsningsforslag eller fornuftig samtale. Jeg skulle nemlig hjem og overraske én, der endnu ikke vidste at han skulle være nogens far.
Flyveturen blev starten på 7 måneders permanent kvalme. Og et større planlægningsarbejde i, hvordan mad, søvn og samvær med wc-kumme kunne forenes.
Vores hotel var lille bitte og hyggeligt på den ikke-turistede måde. I Phuket. Lige ned til Agent 007-lignende strand og masser af gadesælgere. Og jeg forsøgte at nyde det hele. Og Nordjyden forsøgte at finde præcis dét jeg havde lyst til, og at sikre at der altid var noget med pasta på menukortet. Når jeg mest hungrede efter rugbrød med leverpostej og mayonnaise, kan Thailand godt være noget af en udfordring. Nu - 1 år senere - skal jeg stadig trække vejret virkelig dybt for at gå ind i Asiatisk Butik med madvare. Og vi har stadig rygsæk, der er u-udpakket. Bare tanken om den, sender mig direkte af sted mod wc.
Da vi igen sikkert, og 12 timer forsinket, landede i Kastrup i galoperende snestorm og med en flyvetur bag os, som jeg aldrig håber at skulle genopleve (Hvorfor er der ikke plads til at ligge i fosterstilling på flysæder?), måtte jeg ringe til arbejde og melde mig syg. Ude af stand til at stå op eller være arbejdsdygtig. På nogen måde. Jeg meldte årsag klart ud. Maveonde havde ellers ikke været helt løgn, men jeg syntes ærlig talt at det andet var mere fair. Svar fra Jule-Travl-Chef var 'at det måtte jeg komme mig over' og 'at der jo hverken var sygdom eller smittefare' 'og vi har ret travlt'...
Thailand var derfor, foruden vildt meget kærlighed og tosomhed og sol og oplevelser og elefanter, også ret hård ved mig. Og startskud på lange hårde morgner og 'jeg-vil-ikke-være-til-besvær-følelse'.
Så når Prinsen bliver større og frisk på eventyr, skal vi af sted igen. Bare fordi førstehåndsindtrykket var skidt, kan anden gang helt sikkert være både fantastisk og befriende. Og jeg glæder mig.
14 timers flyvetur eller ej.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar