Amning. Hvordan det slet ikke var mig da det kom til stykket.

Før jeg fik Prins Arthur var jeg helt sikker på, at der det amning, det lige var mig. Faktisk mente jeg at det for enhver pris skulle lykkedes. At jeg ingen blufærdighed ville have over det, og at jeg ville elske det.
Da Prinsen så kom, kunne jeg slet slet ikke have at han skulle ligge der.
Jeg var helt slået ud af hvor lang tid sådan en amning tog. Jeg fik kæmpe lækkende bryster og var konstant klistret ind i mælk. Han ville ikke tage ordentligt ved og det hele var ret besværligt. Og overhovedet ikke mig.
Jeg holdt ud i en hel måned og fik derefter en glad flaskebaby, der i bytte også fik en glad flaskemor. Og flaskefar.

Men hvis jeg havde været all in på amning, og havde følt mig helt tryg ved konceptet, så havde jeg åbenbart været både frastødende og dybt krænkende overfor andres blufærdighed. Og fra nu af må Café-ejere afvise mig, hvis jeg næste gang vil give amning en chance. Seriøst. De må ikke afvise tøser der flasher g-streng eller hele og halve kavalergange. Eller dem der mener at mini hotpants er ok beklædning i offentligheden. Men en mor der diskret ammer under stofble, dét er for meget. Uden at være sådan én der brænder BH'er og sidder i rundkreds med fletninger, vil jeg mene at amning er det mest naturlige, og jeg ville aldrig drømme om at blive frastødt over det. Måske mere misundelig over at nogle faktisk kan gøre det, også derude i offentligheden.
(Dejligste Line har engang åbnet døren for Jehovas Vidner - ammende. Er det ikke dejligt befriende?)

Jamen, hvordan fik dem, der er så meget imod amning, selv mad da de var bittesmå?

Hvis du gerne diskret vil amme sammen med en hel masse andre, så tjek det her ud. Det gad jeg gerne, hvis jeg var i nærheden. Er sikker på at der også er kaffe.
Og inde hos Lortemor er der også dejlig meget gang i diskussionen.
Bare hvis I har tid, sådan en lidt grå tirsdag.