fredag den 24. august 2012

Hjemmearbejde

Så gik Prins Arthur kold. Midt på sofaen og med mælk i mundvigen. Fik lempet pude ned mellem baby og lår. Som en slags attrap. Det virkede. For noget tid i hvert fald. Lige om lidt opdager han det. Han snorker. Med åbne øjne. Ligesom sin mor. Super dårlig egenskab at give videre. Har indtil flere gange skræmt livet af diverse overnattende gæster ved at stirre på dem i søvne. En enkelt troede sågar at jeg var død. Men jeg ved at Prinsen lever. Jeg har mærket på lille og varm krop. Den trækker vejret.

Jeg brugte aftenen i går på at sylte blommer. I sukkerlage og grand mariner. Af hjemmeavlede blommer selvfølgelig. Mine forældre har ustyrligt produktivt blommetræ, der på 30. år kaster blommer efter alt og alle i hele august. Jeg fik 10 kg. 2 af dem er nu på glas. I selskab med vanilje og sprut. Resten skal i fryseren.
Elsker at kunne fiske et lille stykke sommer frem hele vinteren. Vældig selvforsynende på den irriterende overskuds-måde. Mit mål i for denne sommer var at jagte sagesløse grøntsager og frugt med mandolinjern og eddike/sukkerlage. Det er ikke helt sket i det omfang jeg drømte om. Men jeg arbejder på det. Langsomt og på barsels-måden. Og rødbederne er jo ikke engang klar til at blive høstet endnu. Hvis de stadig lever under snerlen. Må tjekke efter ved lejlighed.

 
Min Papa hjalp. Jeg holdt balje. Og fik blommer i hovedet.
 
 


Jeg ønsker mig et pæretræ til haven. Sådan et som Clara Friis fik opkaldt efter sig. Min Stærke Nordjyde mener, at vi ikke har plads. Så nu ønsker jeg mig også nedlagt landbrug med frugtplantage i baghaven. Og en pony.
 
 
 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar