Hvordan en lørdag pludselig blev ret god

Indtil jeg stod over gullasch og tudede fordi kødet stadig var frosset, og derfor ustyrlig usamarbejdsvillig, havde jeg kun nået følgende:

• At vaske babydyne OG voksi, da Prinsen selvfølgelig ikke kunne nøjes med at tisse på én af delene.
• At sende vaskemaskine på nærdøds-rejse, da ovenstående åbenbart, i våd tilstand, vejer over 7 kg og derfor er ALT for tungt til almindelig vaskemaskine OG som derfor bliver sendt på mindre rejse ud af skabet, når centrifugen starter.
• At fodre stædig og alt for sulten og virkelig sensibel baby. Samt håbe at han bliver en fredelig teenager.
• At bekendtgøre at overskuddet bestemt var til at lave overskudsaftensmad.
• At tude over selvsamme projekt senere.
• At ønske at jeg havde nået at strikke trøje færdig, løbe en tur, støvsuge, finde kur imod træthed, øve, lave blogindlæg, være nogens kone med lyst til voksentid, almen oprydning, drikke rødvin, ordne hele haven, begynde at dyrke yoga, sætte billeder i orden, komme i form og muligvis også redde den 3. verden og finde løsning på Israel-Palæstina konflikten.

Efter Min Stærke Nordjyde overtog køkkentjansen og var overbærende i de 10 minutter, hvor jeg fremlagde overambitiøse lørdagsplaner krydret med hulk og højlydte snøft, har jeg nået følgende:

• At øve.
• At drikke rødvin.
• At spise al fredagsslikket (jeg kan sagtens styrer det, bare et enkelt stykke eller to...).
• At støvsuge.
• At kysse på både Prinsen og min Stærke Nordjyde.
• At tænke 'at hvis mænd ammede, var der ikke tid til krig'.
• At trække vejret dybt.

Og nu er lørdag faktisk blevet en hel god aften, med stearinlys, der har brændt hele dagen, god god rødvin, og en Prins, der er begyndt at efterligne lyde. Han er altså en lækker baby, og vi glæder os til at høre hvad han vil fortælle os, når der kommer ord. De store, mørke øjn lover mig, at der kommer masser af ord. Lige om lidt. Indtil da må vi nøjes med hvin og savl.